Mille

Mille

Kilde Dyrenes Beskyttelse

Beskrivelse

Mød Mille – en skøn, korthåret gravhundetæve på 11 år, der stadig har masser af livsglæde og energi! 🐾 Mille er kommet til os, fordi hendes tidligere ejer desværre blev syg og ikke længere kunne tage sig af hende.

Hos os har hun hurtigt charmeret hele personalet med sin glade og kærlige personlighed. Hun tager hjerteligt imod alle mennesker, hun møder, og hun elsker både hygge og nærvær – en vaskeægte hyggetrold.

Men lad dig ikke narre af alderen – Mille har masser af krudt i poterne! Hun nyder sine gåture i fulde drag og har god fart på, når hun først kommer afsted.

Derfor leder vi efter et hjem, der kan følge med hende og som også har lyst til at give hende mental stimulering, f.eks. gennem nosework, spor eller anden aktivering, der kan pirre hendes nysgerrige næse og holde hovedet i gang.

Mille er interesseret i andre hunde og hilser generelt venligt, men hun kan være lidt pågående. Hvis der allerede bor en hund i hjemmet, ser vi helst, at det er en hund af nogenlunde samme størrelse, og at det er det rette match for dem begge.

Hvis der er børn i hjemmet, skal de være min. 10år, hundevante og respektere en lille hunds grænser.

Mille fortjener ro og tryghed i sit otium. Vi ved ikke, hvordan hun har det med katte, men vi vurderer, at hun med den rette introduktion og en hundevant kat vil kunne falde til i sådan en konstellation.

Om hun kan være alene hjemme ved vi ikke, nyt hjem skal derfor være klar på at lære hende dette fra bunden. Hvis Mille har din interesse, så send en mail på roskilde@, hvor du/I meget gerne fortæller lidt om dig/jer selv, og om hvad du/I gerne vil tilbyde Mille.

Husk at vedlægge tlf.nr. Det er ikke muligt at møde Mille før hundeteamet har inviteret dig/jer ind.